Biografi:

Duo Takemitsu blev dannet i 1993 og har siden spillet et utal af koncerter samt deltaget i konkurrencer og kurser i ind- og udland. Begge musikere (Marianne Leth [fløjte] og Anders Borbye [guitar]) er uddannet ved solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Udover koncerter spiller duoen gerne til private arrangementer, receptioner, ferniseringer og lignende. Repertoiret kan tilpasses den enkelte begivenhed, og kan spænde fra barok til helt nykomponeret musik.

Historie:

1993-94: Duo Takemitsu opstår som en udløber af Ensemble 2000 (Det Jyske Musikkonservatoriums ensemble for ny musik). Duoen debuterer med værket Toward the Sea af den japanske komponist Toru Takemitsu, som duoen siden  tager navn efter. Anders Borbye optages i solistklassen og indleder et toårigt studieophold i Wales ved Welsh College of Music & Drama, lærer John Mills. Anders Borbye består i juni 1994 Advanced diploma with distinction (højeste karakter).

1995: Spiller koncerter i Cardiff, Wales og samarbejder med den walisiske komponist Alun Hoddinott om hans værk Italian Suite. Deltager i masterclass med Ileana Ruhemann og Julian Byzantine. Anders Borbye debuterer fra solistklassen, hvor duoen bl.a. spiller "Toward the Sea".

1996: Deltager i P2’s Kammermusikkonkurrence og i guitarkammermusikkonkurrence i Frechen ved Köln (Tyskland) og når til semifinalen i sidstnævnte. Deltager desuden aktivt i mesterkursus med Hubert Käppel og Dale Kavanagh.
Deltager i AUTs (Århus Unge Tonekunstnere) konkurrence i fortolkning af ny musik og vinder 2. prisen. Uropfører ved denne lejlighed værket Trance & Dance af Peter Wallin, som er skrevet til og tilegnet duoen. Juryen udtaler om duoen: ”fremragende sammenspil og udsøgt klangbehandling".

1997: Marianne Leth består Diplomeksamen og optages i Solistklassen.

1998: Duoen spiller bl.a. i Kappel (Tyskland) i maj måned. Erling Dissing fra Flensborg Avis skriver: "Marianne Leths tone  er smuk og stor og hendes frasering overbevisende, og Borbye følger tæt hendes spil som medspiller og akkompagnatør. En  intens og inspirerende lytteoplevelse."
Duoen vinder 2. prisen i den internationale kammermusikkonkurrence Concours International de Musique de Chambre de Paris, som foregik i Provence, Frankrig. Juryen udtaler: "Fremragende sammenspil, kammermusik med et vidunderligt poetisk udtryk".

1999: Marianne debuterer i oktober i lille sal i Musikhuset, Århus. Duoen spiller Takemitsu: "Toward the Sea", og uropfører Peter Bruun: "Omveje", for altfløjte og guitar. Pressen skriver om duoen: "De havde fin fornemmelse for en fælles formidling af komponistens særprægede lydmaleri" - "De kender hinanden og kommunikerer med fine små tegn, der giver opførelsen liv og en egen blød præcision og prægnans".

2000: Duo Takemtisu's debut CD med titlen "Toward the Sea" udkommer i februar hos pladeselskabet Classico. Erling Møldrup, guitarist og docent ved Det Jyske Musikkonservatorium, udtaler: ”Det er et utroligt højt niveau, ikke mindst i udførelsen af musikken der er ualmindeligt smittende, sikkert sammenspillet, virtuost og virkeligt med Heart! ”
Uropfører Bo Gunge: Pulse Fiction på Testrup Højskole.
Koncert for Det danske Kulturinstitut i Hannover, december 2000.

2001: Koncerter og mesterkursus på fløjtefestivalen “Flutish Kingdom” i Tallin, Estland i marts samt koncerter i Bruxelles og Antwerpen i april. Uropfører værker af Hans Henrik Nordstrøm og Björn Bolstad Skjelbred (N) ved koncert i Ny Musik i Birkerød i oktober, og er i Italien for koncert og konkurrence i december.

2002: Den anden CD med titlen ”Rose” udkommer i juli. Spiller ved festivalerne Ny musik i Suså og  Den 2. Internationale Guitar Festival, Århus. Uropfører ved sidstnævnte lejlighed værket ”Behind” af Lars Hegaard.

2003: "Lys" af Hans Henrik Nordstrøm indspilles i april og udkommer senere på året på CDen "Hans Henrik Nordstrøm 4" (Classico Classcd 467). Duoen spiller to koncerter i Århus og København for at markere 10 års jubilæet, og uropfører ved disse koncerter "Song without a Tongue" af Carsten Bo Eriksen. I slutningen af Maj spiller duoen ved Leicester Early Music Festival og får en fin anmeldelse i The Leicester Mercury, se pressesiden.

2004: Den nordiske musik har en fremtrædende plads i de programmer duoen spiller dette år, men der bliver stadig plads til bl.a. Piazolla. Duoen skal for første gang spille i Danmarks østligste provins, Bornholm. Michael Bønsdorfs værk Sommerfugle bliver uropført i Vejle d. 29/4.

2005: De nordiske programmer fortsætter i dette år. Nyt værk på repertoiret er "High Light" af John Frandsen, som viser sig at være særdeles populært blandt både musikere og publikum. Indspilninger til duoens 3. CD begynder i efteråret. Duoen forbereder et japansk/dansk program til 2006 sæsonen hvilket kræver en del instudering af nye (hovedsageligt japanske) ting. En koncert til markering af 10 året for Takemitsus død er planlagt til februar 2006.

2006: I febuar markerer vi 10-året for Toru Takemitsus død med to koncerter i hhv Århus og København. Programmet er udelukkende ny japansk musik af Takemitsu, samt Noriko Hisada (uropførelse), Tokuhide Niimi og Norio Fukushi. Koncerten i København bliver overværet af en delegation fra den japanske ambassade med ambassadøren selv i spidsen. Koncerterne bliver optaget og udgivet i oktober under titlen "Takemitsu in memoriam" på ClassicO; ambassaden formidler siden at enken efter Toru Takemitsu modtager et eksemplar af CD'en. Ligeledes i oktober udkommer CD'en "Nordic Tunes", også på ClassicO, som indeholder nordiske værker baseret på - eller inspireret af - nordiske folkemelodier. Disse to CD'er vil danne basis for koncertprogrammerne i 2007.

2007: Vi optræder i år med to forskellige programmer med rod i de to nyeste CD'er. Et japansk/dansk program med værker fra bla. "Rose" og "Toru Takemitsu in memoriam", samt et "folketoneprogram" som tager udgangspunkt i CD'en "Nordic Tunes", dog således at vi har udvidet konceptet til at omfatte værker fra hele verden. Der bliver også tid til specielle programmer, bla. er vi booket til Ny Musik i Birkerøds jubilæumskoncert i september, hvor vi uropfører et stykke af Anton Hansen, og DR optager.

Konkurrencer:

Uropførelser:

Værker på vej: